210 Km/t Verdensrekord i 1965 på Bonneville Raceway i Utah USA
Dette er beretningen om Kreidlers forsøg på at slå NSU’s verdensrekord på 196 Km/t fra 1956.
Da Kreidler fabrikkerne i 1964 med held havde gennemført sine første verdensrekordkørsler i 50 cc klassen pa Monthlery banen i Frankrig, fortalte chefkonstruktør Hilber, at man havde helt andre og større planer, nemlig at slå de bestående verdenshastighedsrekorder over en kilometer og 1 miles med flyvende start.
Disse rekorder, der var sat i 1956 af den tyske kører H.P. Müller, tilhørte NSU.
Hilber udtalte, at man allerede i over et år havde været beskæftiget med udviklingen af et egnet rekordkøretøj, ligesom det stod helt klart, at køretøjet skulle udstyres med en kompressor, som det jo var tilladt at anvende i rekordforsøg.
Ved samme lejlighed fortalte Hilber, at det ikke alene var hans ide, eftersom han var blevet inspireret af den italiensk fødte argentiner Vaifre Meo, som han havde truffet ved Argentinas grand prix på landevej.
Vaifre Meo var dengang straks kommet med konkrete forslag om en yderst strømlinet form til en rekordmaskine.
Da NSU i 1951 med køreren Wilhelm Herz havde sat absolut verdensrekord ved München, dukkede Gustav Adolf Baumm op hos NSU og fortalte teknikerne, at han havde en ide, der gik ud pa at bygge endnu mere strømlinet formede køretøjer, hvorved endnu større hastighed kunne opnås.
På denne made kom Baumms »liggestol« til verden, hvori H. P. Müller i 1956 med en 50 cc kompressor motor satte en verdensrekord på 196 km/t.
Pa grundlag af Baumms ideer konstruerede man dengang en maskine med en luftmodstands koefficient så lav som 0,11. Resultatet var altså den meget høje rekordfart, som i over 9 år ikke blev forsøgt slået.
Med Vaifre Meos ideer som grundlag begyndte man nu pa Kreidler Fabrikkerne det komplicerede arbejde med konstruktionen af den nye rekordmaskine.
Et møjsommeligt arbejde i modelbyggeriet og i de tekniske afdelinger, i sammenhæng med talrige forsøg i Stuttgart tekniske højskoles vindtunnel, førte til
slut til en maskine, der opfyldte de stillede krav og hvormed man turde vove at angribe NSU rekorderne.
I modsætning til Baumms 
”flyvende liggestol” må Kreidlers nærmest betegnes som en ”knæler”, idet køreren ligger i sammentrykket stilling på maven.
Herved lykkedes det at holde køretøjets totalhøjde nede på 0,75 m. Totalbredden var kun 52 cm og den samlede længde 3,20 m.
En gitterrørs ramme danner det egentlige stel, hvori 16″ forhjulet er ophængt i en svinggaffel, og selve affjedringen består af Hemscheidt teleskoper.
Baghjulet er også fæstnet i en svinggaffel.
Specielt til dette formål anvendtes specialfremstillede Continental dæk (2,50 x 16″).
Af aerodynamiske grunde var rekordmaskinens hjul beklædt med blikplader over egerne. Bremserne var fuldnavsbremser, 180 mm foran og 125 mm bagpå, og betjeningen af de to bremser foregik ved hjælp af et bowden kabel.
Det stod klart at med dette køretøj ville opnå hastigheder på over 200 km i timen, og af denne grund ville det ikke være muligt at gennemføre rekordforsøgene i
Europa.
Rekorderne måtte, ligesom NSU i sin tid gjorde det, sættes på bredderne af en saltsø.
Bonneville International Raceway
Salt Lake City er hovedstaden i staten Utah og hovedsæde for mormonsekten, der i begyndelsen af det 19. århundrede rejste hertil fra østkysten for at skaffe sig et nyt landområde. De slog sig ned i den store dal Great Salt Dessert efter at have overvundet Rocky Mountains, hvor de byggede byen Salt Lake City (Saltbyen), navnet kommer fra de store saltforekomster på stedet.
Salt Lake er en stor sø med 25 pct. saltindhold. Denne saltsø er resterne af et stort hav, som eksisterede for omkring 100.000 år siden, og som gik fra Salt Lake City og 200 km i vestlig retning til omkring statsgrænsen mellem Utah og Nevada. I syd- sydvestlig retning for Salt Lake City befinder sig den store saltsø, hvis saltørken har en udstrækning på omkring 5000 kvadratkilometer. Her lejrede saltet sig op, mens vandet banede sig vej gennem bjergene mod vest til ”Det vilde Vesten”.
Vilde, romantiske slugter bærer den dag i dag præg deraf. I begyndelsen af det 20. århundrede blev West Pacifik jernbanen bygget tværs gennem saltforekomsterne. Senere er Highway nr. 40, som er hoved færdselsåre mellem øst og vest USA, ført gennem saltarealerne.
200 km ødemark måtte overvindes ved bygningen, og i det øde landskab blev drikkevandet meget kostbart, idet man kun kunne få ferskvand fra byen Pilot Peak, der var beliggende 40 km borte. Her havde man fundet en ferskvandskilde, hvorfra man kunne sende vandet til de drikkevandsfattige områder. På bredden af den store saltsø grundlagdes omkring 1907 byen Wendover.
I dag er denne by verdensberømt, idet den er udgangspunktet for Bonneville saltslettens motorsports rekordbane, der strækker sig ca. 15 km i nordøstlig retning, og omfatter et areal på ca. 300 kvadratkilometer.
Ved siden af gamle primitive bræddeskure, er der i dag ved highway 40 moteller, tankstationer og restauranter.
De fleste er bygget i tresserne og fremefter med gode omsætninger da der er mere end 200 Km til nærmeste byer.
Wendover har også en flyveplads som tidligere tilhørte det amerikanske luftvåben, og hvor man trænede bombebesætninger, her trænede man også de bombebesætninger der kastede de første atombomber over Hiroshima og Nagasaki.
En attrap af atombomben kan ses udenfor lufthavnen, der er også et mindre museum her, USAF ejer stadig lufthavnen men har ingen aktivitet her mere så atom-piloterne barakker står nu tomme.
Bonneville Race Way har fået sit navn efter en fransk født amerikansk officer, Benjamin Louis Eulalie de Bonneville (1796-1878), der udforskede Rocky Mountains vest for Wendover i 1830’erne.
Det begyndte allerede i 1914 her på Bonneville Raceway
I 1914 sættes den første verdens rekord af amerikaneren Teddy Tezlaff i en Blitzen Benz over en flyvende mile. Med en hastighed af 288 km/ t lagde han grundstenen til den senere så kendte rekordstrækning, som den dag i dag anvendes til alle rekorder for landkøretøjer. På samme tidspunkt som Kreidler var på banen, satte Craig Breedlove med ”Spirit of America” ny absolut verdensrekord med 893,199 km/t, en rekord, som få dage senere blev slået af en anden amerikaner. Craig Breedlove og andre har dog senere kørt med over 900 km/t.
Efter eksperternes udsagn bliver saltet ringere fra år til år.
En nyanlagt kanal formår ikke at udtørre saltet, og den dag er sikkert ikke fjern, da saltsletten ikke mere vil være egnet, og man taler da også allerede nu (1965) om en afløser, formodentlig i Australien.
For Kreidler var Bonneville saltsletten imidlertid en glimrende bane, idet den ydede den største mulige sikkerhed for rekordkørerne.
Den bane, der benyttedes i 1965, var omkring 20 Km lang og bød ikke alene på store til og afløb, men også på en anseelig bredde.
De tilstødende bjerge er fire km borte, og kørerne har derfor gode undvigelsesmuligheder, hvis der sker uheld.
Det største problem er, at saltet næsten aldrig mere har den ideelle beskaffenhed, idet det er for vådt, hvilket bevirker, at rulnings modstanden bliver meget høj og giver en betydelig nedsættelse af hastigheden. Spørgsmålet er, om der i det hele taget nogen sinde er blevet sat en rekord under gunstige forhold.
Læser man rapporterne fra NSU’s rekordforsøg vil man se, at man også den gang havde de samme problemer med saItoverfladen. Samtidig er saltets overflade ru. Det er derfor nødvendigt før et rekordforsøg at slæbe banen med en jernbaneskinne, trukket af en lastvogn. Til trods for slæbningen bliver overfladen ikke jævn, men er fyldt med småhuller og fordybninger, som kan volde store problemer for kørslen.
Rejsen
Obrindelig havde Kreidler efter et indtrængende ønske fra Vaifrc Meo tænkt at arrangere rekordforsøgene i Sydamerika, nærmere bestemt Grande Salinas i Argentina, men løbslederen, Jochen Block, fandt pa en inspektionsrejse derned, at banen var så farlig, at man ikke kunne anvende den, i stedet besluttede man sig for at ga til angreb pa rekorderne pa Bonneville saltsletten i Nordamerika.
Efter Blocks hjemkomst traf man den endelige afgørelse, rekordforsøgene skulle foregå pa Bonneville saltsletten, som han også havde besøgt under sin rejse.
Alt blev nu gjort klar ti] afrejsen men et telegram fra Vilhelm Herz meddelte, at store regnskyl havde gjort rekordbanen ufarbar for nogen tid, og man måtte derfor udsætte turen, eftersom det ville være billigere at vente i Vesttyskland end i USA.
Efter lang ventetid blev banen meldt klar og den 21 september 1965 forlod Kreidler teamet Vesttyskland og rejste til Amerika.
Strækningen til New York tog ca. 7 timer med fly, herfra rejste man straks vider til Salt Lake City.
Motoren
Renn Florett motoren med 40 mm boring og 39,7 mm slaglængde var ogsa på rekord køretøjet udrustet med to roterende drejeskiver samt en firebladet kompressor, som en af fabrikkens teknikere selv havde konstrueret, var sat på for at øge effekten.
Det var nødvendigt at bygge en speciel kompressor, eftersom pladsen var meget begrænset. På denne måde hævedes motoreffekten til omkring 15 hk ved 15.000
omdr./min., eller sagt pa en anden måde, en litereffekt pa 300 hk.
Gearkassen var på 8 gear, denne var udviklet af Hurth sammen med Kreidler og var med elektronisk gearskift.
Motoren arbejder med Bosch batteritænding, og en Amal karburator foran kompressoren sørger for den rigtige gasblanding.
Brændstoffet var en blanding mellem alkohol og almindelig benzin, og smøringen sker ligesom pa TT-racerne ved hjælp af en oliepumpe, mens der til kølingen anvendtes isvand.
Kreidler og Hurth fabrikkerne havde i fællesskab bygget en 8 trins gearkasse, der skifter ad elektrisk vej over et relæ ved hjælp af en viskermotor, der efter indstillingsvanskeligheder fungerede præcist under rekordforsøgende.
Vanskelige prøvekørsler - Vaifre MEO melder fra
Med den normale renn-florett satte man pa den nærliggende flyveplads verdensrekord over en kvart mile med stående start. Den nye rekord lyder pa 73,95 km/t, et godt resultat. Derimod lykkedes det ikke at gennemføre rekordforsøget over l mile med stående start på rigtig måde.
Allerede under de første prøvekørsler kom Kreidler teamet ud for overraskelser. Det viste sig nemlig, at maskinens stel ikke var stabil, og Vaifre Meo kom allerede ved forholdsvis lave hastigheder ud for hårrejsende oplevelser, som foranledigede ham til ikke at køre mere. Rudolf Kunz, der var med som reservekører, opnåede langt større hastigheder, og kunne give teknikerne nøjagtige oplysninger om, hvor det tilsyneladende var galt.
Problemet med det ustabile stel løste man ved hjælp af et svært midterrør, og en blikplade i bunden. Desuden monteredes der nogle udhængere, der skulle holde køretøj et oprejst indtil køreren kunne få benene ud.
Skulle man ikke få heldet med sig og sætte nye absolutte verdensrekorder med den nye maskine, ja så havde man medtaget en normal renn-florett, der også var udstyret med kompressor.
Ventetiden udnyttes til at sætte nye verdensrekorder
Da der var ventetid både på at få et timeslot til på selve Raceway, og på indstillinger og forbedringer på “cigaren” havde man muligheden for at få tilladelse til at låne landingsbanen på Bonneville lufthavn til rekordforsøg med en medbragte “Renn-Florett”
Tilladelsen til at benytte flyvepladsen til disse rekordkørsler var kun gældende i 1 time på den ansvarlige kommandants ansvar, og med det udtrykkelige forbehold, at man i tilfælde af en flylanding omgående skulle forlade pladsen.
Det første forsøg gik godt med en ny verdensrekord over en kvart mile med stående start. Den nye rekord lyder pa 73,95 km/t, som er et godt resultat.
Derimod lykkedes det ikke at gennemføre rekordforsøget over l mile med stående start, netop da mekanikeren var ved at klargøre maskinen og indstille den til rekordforsøget med alkoholblandingen, og Kunz var i færd med at gøre sig klar, satte motoren sig. I det samme lagde et fly an til landing, og pladsen måtte rømmes.
Man havde derfor kun resultatet af den første tur over 1 mile, og hvor motoren ikke var rigtigt indstillet. (Uden alkoholblanding).
Kunz opnåede dog en fart over 1 mile på 108,28 km/t, en betydelig forbedring af Pasolinis rekord, sat på en Aermacchi.
Kvart mile rekorden var derimod en helt ny verdensrekord sat af Kunz.
Det satte nu igen ind med regn, og hver dag med regn betød flere dages venten, og når banen endelig blev meldt klar, trængte saltet ind i køretøjet, ligesom saltvandet sprøjtede ind og ødelagde det elektriske anlæg.
Dette betød to dages ekstra udsættelse, hvor man måtte afdække og isolerer hele el-udstyret. Da maskinen på ny var klar, var banen stadig for våd. Kreidler teamet lånte da ”Hot Rod” banen der løber parallelt med den egentlige rekordbane.
”Hot Rod” banen benyttes af amerikanerne til sprinter konkurrencer.
På denne bane viste sig nu, at Kunz kun kunne komme i 5 gear, rulle modstanden var så stor, at det kun lykkedes en gang at komme op i 6 gear, men aldrig at komme op i 7 eller 8 gear.
På grund af de mange regnskyl og stadig udsættelser var den tid, Kreidler teamet havde til rådighed, nu ved at være opbrugt, og alt blev et kapløb med tiden.
Craig Breedlove, som skulle overtage banen efter Kreidler, var nu ankommet med sit team. Breedlove var meget forstående. og gav Kreidler teamet Iov til at benytte ”Hot Rod” banen de dage hans team skulle reparere deres udstyr.
Prisen for at leje Bonneville Salt Flats er 7000 kr. pr. uge (1965). I 1956, da NSU var på banen, kostede det 6000 kr. pr. uge, men i dag kan man ikke leje banen uden tidtagningsudstyr, hvilket koster ca. 6000 kr. ekstra.
Der var ikke mulighed for at leje banen senere på året, da mange hold allerede havde meldt deres ankomst. Det var imidlertid håb- løst at vente længere på bedre saltforhold. Problemet var at få banen fri til rekordforsøgene og ellers håbe på, at det ikke igen begyndte at regne.
Under disse omstændigheder kunne rekordforsøget kun finde sted i de tidlige morgentimer mellem kl. 6 og kl. 9. Senere på dagen bevirkede solens stråler, at saltet igen blev for vådt, ligesom det i løbet af dagen begyndte at blæse op. På grund af bjergene, der ligger ca. 8 km fra banen kommer vindende i pludselige kast som gjorde rekordforsøgende meget farlige.
Indstillingsvanskelighederne blev dog snart overvundet, til trods for, at Bonneville banen ligger 1400 meter over havet, og Rudolf Kunz fik også lært at styre maskinen fra det indelukkede chassis.
Lørdag 23 Oktober 1965
Det var et enestående natur scenarie, når man om morgenen mødtes på banen, den fuldkommende stilhed – før maskinen blev startet – gjorde et uforglemmelig indtryk på deltagerne. Tidlig om morgenen var temperaturen også meget lav – for senere på dagen at stige til over 40 grader celsius.
Lørdag den 23. oktober var man endelig, efter den lange ventetid, kommet så langt, at man turde vove at gennemføre rekordforsøget.
Alle dommere og tidtagere har igen indtaget deres pladser og klarmelding til det absolutte 50cc verdensrekord forsøg blev udstedt.
Rudolf Kunz startede rekordforsøgene med kørslen på 1 mile og 1 km med flyvende start.
Første kørsel over 1 km gav følgende resultat:
Fremkørsel blev målt til 196,937 km/t.
Returkørsel blev målt til 224,330 km/t.
Dette giver en gennemsnits hastighed på 210,634 km/t, altså en ny absolut verdensrekord.
Resultatet over 1 mile gav næsten samme resultat.
Fremkørslen blev målt til 193,947 km/t.
Returkørslen blev målt til 225,342 km/t.
Også her en ny verdensrekord på 1 mile på 209,644 km/t
For første gang i historien var det lykkedes at passere 200 km/t grænsen for en 50cc motor (49cc).
Endelig var det lykkedes at slå H.P. Müller’s gamle NSU 9 år gamle rekord på 196 km/t men det slutter ikke her.
Mandag 25 Oktober 1965
2 dage senere 25 oktober 1965, forsøgte Rudolf Kunz og Kreidler teamet sig med rekordforsøg på stående start og fik følgende resultater:
¼ Mile blev målt til 73,95 km/t. NY Verdensrekord
1 Mile blev målt til 108,28 km/t. NY Verdensrekord
10 Km blev målt til 180,785 km/t. NY Verdensrekord (zündapps gamle rekord var på 153,492 km/t).
Det blev så til 5 nye verdensrekorder ialt.
Det er helt enestående resultater, som Kunz opnåede pa Kreidler fabrikkens rekordmaskiner, og de, der oplevede de ugunstige betingelser hvorunder rekorderne blev til, kan kun udtrykke beundring for Kunz og mekanikerne fra Kreidler fabrikkerne.
Epilog
Bonneville Raceway bliver stadig brugt flere gange om året, både til historiske træf og til nye rekorder.
Der er dog problemer med saltlaget af flere årsager, der er industriel udvinding af saltet og det mere fugtige og varme klima gør at saltet smeltes så bæreevnen af det øverste lag bliver nedsat, herfor er brugen af banen begrænset.
Lufthavnen eksistere stadig med en del barakker, den er åben og der er også et lille museum der fortæller historien omkring anden verdenskrig og træningen med atombombekastning fra dette sted, der er også en fysisk brugt attrap som man kan se her.
Vi besøgte Bonneville i 2024, med benzin i blodet var dette en følelsesmæssig god oplevelse, ikke kun på grund af Kreidler’s rekorder men også alle de andre verdensrekorder der er lavet på dette sted, her er mange drømme gået i opfyldelse og andre knust.
